Matilde er gymnast på Verdensholdet: - Jeg er mest stolt, når vi optræder for et dansk publikum

Efter seks måneders verdensturné vender 26-årige Matilde Dela Myrup fra Gundersted hjem til Nordjylland - for at optræde med DGIs Verdenshold.

Hun har rejst verden rundt med sine talenter inden for gymnastikken, men mandag aften fyrer Matilde Dela Myrup sit show af i Gigantium i Aalborg - sammen med resten af DGIs Verdenshold.

quote Jeg er meget stolt af at være på Verdensholdet. Men det er som om, man bliver endnu mere stolt, når man kommer hjem til et dansk publikum. At stå bag den danske fane og blive præsenbteret som DGIs Verdenshold - det er fedt.

Matilde Dela Myrup, gymnast, DGIs Verdenshold

Foran knap 2.500 tilskuere er den 26-årige gymnast på hjemmebane - hun stammer nemlig fra Gundersted ved Aars.

- Jeg er meget stolt af at være på Verdensholdet. Men det er som om, man bliver endnu mere stolt, når man kommer hjem til et dansk publikum. At stå bag den danske fane og blive præsenbteret som DGIs Verdenshold - det er fedt, fortæller Matilde.

Gymnasten glæder sig til at gense alle de gamle gymnasieveninder og tidligere kammerater fra gymnastikverdenen, som, hun har hørt, sidder klar til at heppe på tilskuerrækkerne.

Sammen med DGIs Verdenshold er Matilde Dela Myrup netop vendt hjem efter et et halvt års jordomrejse, hvor holdet har givet opvisning og begejstret tusindvis af børn og voksne med deres fantastiske gymnastikopvisning.

Rejsen har ført dem til steder som Emiraterne, Sydkorea, Taiwan, Colombia, Mexico og USA. Undervejs har gymnasterne foruden at give opvisning også haft workshops - her har de haft næsten 15.000 børn 'i hænderne'.

Men i aften gælder det altså Aalborg, som er den 13. by på danmarksturneen.

Karrieren begyndte på mors hold

Matilde Dela Myrup har ikke talentet for gymnastik for fremmede. Hendes søster er også med på Verdensholdet, og så er hendes forældre aktive inden for foreningen.

- Jeg startede på min mors spring/rytme-hold i Aars. Så det er på grund af min mors og fars lyst til gymnastik, at jeg har taget det til mig og blevet glad for det.

Siden hen blev det til utallige timer på halgulvet til både rytme- og springgymnastik - og efter en intens optagelsesprøve over flere omgange, var pladsen på DGIs kendte Verdenshold endelig Matildes.

På den aktuelle turné rundt i verden er der især én oplevelse, der står klart på nethinden for det 26-årige gymnastiktalent.

- Vi havde opvisninger i Tawian, hvor vi fik at vide, vi skulle lave show for 5.000 mennesker, og det var en klæmpe oplevelse at komme ind i en kæmpe arena, hvor de havde stået i kø i flere timer for at komme ind og se os, fortæller hun.

At der er knyttet varige venskaber, er Matilde Dela Myrup da heller ikke i tvivl om.

- Jeg har fået en ny, lille familie og rigtig mange gode bekendtskaber. Det er specielt at blive sat ind i en gruppe, man ikke kender, og så sammen skabe en masse oplevelser sammen. Det er forhåbentlig venskaber for livet.

Sådan ser det ud, når Matilde Dela Myrup varmer op med nogle af de øvelser, hun skal på gulvet med i Gigantium mandag aften. Foto: Mogens Jørgensen

 


Seneste nyt

fra Nordjylland