"Jernhesten" fylder 200 år: Kom med på en tur gennem cyklens historie

Cyklen fylder 200 år, og den runde fødselsdag blev mandag fejret på Danmarks Cykelmuseum i Aalestrup.

De fleste af os har kørt på den. For nogle er den et vigtigt transportmiddel i dagligdagen, mens andre bruger den, når der skal kobles af eller motioneres. Cyklen fejrer mandag sin 200-års fødselsdag.

Det var tyskeren Karl von Drais, som for 200 år siden opfandt det tohjulede transportmiddel, der var en forløber til det, vi i dag kender som cyklen. Baronen von Drais' opfindelse fik navnet draisinen, og den var - lad os være ærlige - et halvklodset transportmiddel, som hovedsagelig var forbeholdt de rige.

quote Havde det nu været i dag, havde det været en verdenssensation. Cyklen bliver jo brugt verden over - selvom det så er i junglen, findes den også.

Agner Svenningsen, museumsleder på Danmarks Cykelmuseum

Meget er sket siden da. I dag er cyklen nærmest blevet allemandseje, og langt de fleste har nok et had/hærlighedsforhold til den tohjulede jernhest. På Danmarks Cykelmuseum i Aalestrup blev cyklens 200-års fødselsdag mandag markeret.

- Havde det nu været i dag, havde det været en verdenssensation. Cyklen bliver jo brugt verden over - selvom det så er i junglen, findes den også, siger Agner Svenningsen, som i de seneste 18 år har stået i spidsen for museet.

Cyklen har udviklet sig meget i løbet af de 200 år, der er gået siden Karl von Drais præsenterede sin opfindelse for verden. I 1862 vejede datidens cykel 68 kilo. I dag er vægten helt nede i en tiendedel af det og den tohjulede fås med blandt andet hydrauliske bremser og op til 60 gear.

Alligevel er der noget, som aldrig går af mode.

- To hjul, et styr og pedaler, siger Agner Svenningsen.

Tag med på en tur gennem cykelhistorien her:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland