Johannes Andersen tror ikke på Ny Alliance

Ny Alliance er ikke et levedygtigt parti Lektor i statskundskab Johannes Andersen tror ikke på, at Ny Alliance overlever som politisk parti på længere sigt.

<b>Vurdering af partiet</b>
Sådan lyder vurderingen fra lektor i statskundskab Johannes Andersen fra Aalborg Universitet. Han tror ikke på, at arbejdet med at opbygge en ny landsorganisation er nok til at redde partiet på længere sigt.

- Jeg tror ikke, at de kan overleve indtil næste valg. Meget tyder på, at det bliver svært, fordi Ny Alliance har svært ved at finde ud af, hvor de skal stå rent politisk, siger lektor Johannes Andersen til Ritzau.

<b>Ingen indflydelse til Pia Kjærsgaard</b>
Han minder om, at partiet først og fremmest blev dannet for at minimere Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik, men at det seneste valgresultat har gjort det umuligt for partiet at nå målet i de kommende år.

- Ny Alliance begyndte som et parti, der ville gøre tingene anderledes. Man var snusfornuftige. Det appellerede til mange mennesker, men strategien er nået til en korsvej. Man kan ikke komme længere ad den vej, fordi man ikke har den tilstrækkelige parlamentariske indflydelse. Derfor ser man sig om efter nogle ledige politiske standpunkter, men der findes næsten ikke nogen ledige, snusfornuftige politiske standpunkter, siger Johannes Andersen.

<b>Pladsen er der</b>
Han mener, at der er plads til Ny Alliance i det hjemlige politiske spektrum, men tror ikke, at partiet formår at udnytte rummet på den borgerlige side af midten.

- Den gruppe, de har sammensat på Christiansborg, er ikke nødvendigvis optimal for partiet. Der har været for mange gnidninger og for mange tidspunkter, hvor de har snublet. Det betyder, at de nu skal have en fornemmelse af, at de kører samme vej, siger Johannes Andersen.

<b>Altafgørende med landsorganisation</b>
Ny Alliances midlertidige landsformand, Leif Mikkelsen, siger i et interview med Ritzau, at han vil bruge de kommende tre måneder på at opbygge en velfungerende landsorganisation. Og det er altafgørende, hvis Ny Alliance skal have en chance for at overleve, vurderer Johannes Andersen.

- Så længe det går fremad, så er en landsorganisation ligegyldig, men når det daglige arbejde skal fungere, så er det meget vigtigt. Der skal være nogen, der går til møderne rundt omkring i landet, siger han.
Han kalder Leif Mikkelsens mission for "et tungt arbejde".

- Ny Alliances grundlæggende problem er, at de blev dannet på idéen om at være anderledes. De skulle ikke have nogle grundlæggende politiske holdninger, men en vilje til at gøre tingene anderledes. Logikken var, at man skulle være tungen på vægtskålen, men alle disse forestillinger er blevet skudt ned. Nu søger man efter nogle politiske standpunkter, og det er her, at det begynder at svie, siger Johannes Andersen.
/ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord