Kamp mod kræft

01:56

Foto: Hans-Christian Lauritzen (Arkiv)

1 af 2

Ny teknik hjælper i kampen mod kræft i spiserøret.

I dag har Aalborg Universitetshospital startet en hel ny behandling mod kræft i spiserøret. Behandlingen er kræftforebyggende og foregår ved, at man med avanceret udstyr kan varmebehandle uønskede celleforandringer i spiserøret. Derefter fjernes det varmebehandlede væv med en kikkert, så der i stedet kan dannes nyt væv uden celleforandringer.

- Det er et kendt princip, at hvis man har celleforandringer, og man fjerner dem og får normalt væv, så er forstadierne til kræft ikke tilstede mere, siger speciale ansvarlig overlæge Per Ejstrud til TV2/Nord.

Per Ejstrud udførte selv dagens tre første behandlinger med den nye teknik. I alt regner overlægen med, at Aalborg Universitetshospital skal lave mellem 30 og 40 af de nye behandlinger om året.

- Når man laver den her behandling, så kan næsten 100 procent af patienterne komme af med de celleforandringer, som der er, forklarer Per Ejstrud.

Og der er god grund til at forebygge. Kræft i spiserøret er relativt set den hastigst voksende kræftform - hvert år konstateres ca. 500 nye tilfælde i Danmark, og dermed er der sket en seksdobling inden for de seneste 30 år. Samtidig er det en kræfttype med en høj dødelighed, fordi den ofte bliver opdaget for sent.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord