Kent Nielsen: Alle følte kampen var død

Foto: Bruno Stagsted

AaB-træner Kent Nielsen troede et point var i hus, men måtte til sidst indkassere sæsonens første nederlag.

Med få sekunder tilbage og 1-1 på måltavlen stod AaB-træner Kent Nielsen egentlig og var okay fornøjet. Men så gjorde Nicolai Stokholm det onde ved AaB og gav nordjyderne sæsonens første nederlag.

- Jeg var egentlig tilfreds nok med 1-1 taget i betragtning af, at det var tydeligt, at vi havde en dag, hvor det ikke rigtig fungerede. Alle følte vel til sidst, at kampen var død og ville ende 1-1, men så tillod vi et skud fra 30 meter, siger Kent Nielsen.

Skuddet fra 30 meter betød, at AaB-fansene efter en strålende sæsonstart kom lidt ned på jorden igen. Specielt første halvleg var sløj for AaB-spillerne, der løb rundt mellem FC Nordsjællands pasninger.

- Mod FCN er man ofte forberedt på at skulle løbe lidt mere end mod andre hold.

- Havde vi haft et speedometer på spillerne i dag, tror jeg også, vi ville have set, at vi løb rigtig meget, men det var som om, vi hele tiden lige var en halv meter bagefter i presspillet, siger Kent Nielsen.

AaB-angriber, Jeppe Curth, fik en advarsel, men gjorde sig ellers ikke meget bemærket.

- Vi lagde meget energi i vores løb, men fodboldmæssigt ramte vi slet ikke dagen. Vi burde have holdt fast i det ene point, men vi må alligevel sige, at det var fortjent nok, at de tog hjem med en sejr, siger Jeppe Curth.

Næste weekend skal AaB spille topkamp i Parken mod FC København, og kan i den kamp igen råde over Thomas Augustinussen, der søndag sad ude med en forstrækning.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord