Kirkegængere skrives i mandtal

Hvor mange - eller få - dukker op, når kirkeklokkerne ringer ind? Det vil Aalborg Stift finde ud af, og optæller derfor alle kirkegængere fra på søndag.

Fra påskesøndag og de næste i hvert fald fire år, skal gæster Aalborg Stifts mange kirker, tælles op.

Optællingen starter ud med et brag, når der påskedag afholdes hele 1035 gudstjenester i stiftet, og derfra skal gæster til bryllupper, begravelser, konfirmationer og alle andre kirkelige aktiviteter, registreres.

- Vi har brug for at vide, hvor mange, der gør brug af kirkens tilbud, siger biskop Henning Toft Bro.

Praktikken i det fremtidige arbejde bliver lagt ud til de enkelte sognepræster, som ved hjælp af SMS skal indmelde deres besøgstal til stiftet.

Formålet er, udover at konstatere at altervinen og oblaterne deles mellem x antal mennesker, at bruge tallene til at kigge indad og finde ud af, hvad det er, der trækker nordjyderne til.

- Det kirkelige liv udvikles og forandres hele tiden. Det er en udvikling, som kommer til at indebære strukturelle ændringer og tilpasninger. Når vi sammen skal finde ud af, hvordan vi i den situation kan gøre kirkelivet i alle dele af stiftet så godt og frugtbart som muligt, er det afgørende, at vi forholder os til den konkrete virkelighed. Den virkelighed fortæller tallene en vigtig del af sandheden om, forklarer Henning Toft Bro.

Christen Staghøj Sinding får ansvaret for kirketællingerne og forklarer, at de første resultater forventes klar omkring årsskiftet.

Tilbage i 2002 og 2003 optalte man også kirkegængerne, men i modsætning til dengang, vil det nu være ved alle kirkeaktiviteter, og ikke kun gudstjenesterne, der tælles.


Seneste nyt

fra Nordjylland