Kirkegård plaget af tyverier

Kirkegården på Albæk kirke i Vendsyssel bliver nu overvåget i døgndrift for at stoppe en række tyverier af blomster og dekorationer fra gravstederne.

Det startede for måneder tilbage med tyveriet af en lille gravsten med inskriptionen "Sov sødt". Siden har kirkegården i Albæk været ramt af en række tyverier af blomster og dekorationer fra gravstederne.

Sognepræst i Albæk Kirke Helge Morre Pedersen er uforstående overfor tyverierne.

- Kan man forestille sig at have blomster hjemme på spisebordet, der er stjålet på en kirkegård? Hvilke mennesker gør sådan noget? Vi fatter det ikke, siger Helge Morre Pedersen.

Nu er det besluttet, at kirkegården skal overvåges døgnet rundt fra den 1. maj for at stoppe tyverierne, men Helge Morre Pedersen vil ikke nærmere ind på, hvad det indebærer.

- Jeg kan kun sige, at vi har indført skærpet overvågning og, at vi fremover vil politianmelde ethvert tyveri fra kirkegården, forklarer sognepræsten.

<b>Se mere på TV2/Nord i aften kl. 19.30</b>