Kjeldsen smed sejren

Golfspilleren Søren Kjeldsen lå en overgang nummer et på sidstedagen af golfturneringen SAS Masters, men havnede alligevel på en 7.-plads.

Det blev ikke til dansk golfsejr i Stockholm. Søren Kjeldsen mistede søndag en midlertidig føring af SAS Masters og måtte nøjes med en hæderlig 7.-plads.

Søren Kjeldsen startede fjerde og sidste runde fint og
overhalede først på dagen den førende svensker, Peter Hanson.

Men med tre bogeys på stribe fra 11. til 13. hul smed Kjeldsen den samlede sejr på de svenske baner og overlod den til en dyst mellem svenskerne Peter Hanson og Pelle Edberg, der ikke var færdige, da danskeren kom i hus.

Kjeldsen samlede alligevel vigtige point, der kan blive
afgørende for en udtagelse til det europæiske Ryder Cup-holds dyst mod USA i næste måned.

Søren Kjeldsen vælger nu at deltage i de to næste European Tour-turneringer for at øge chancen for en udtagelse yderligere.

Det kræver en sejr i en af disse turneringer, før Kjeldsen kan være sikker.

Også Anders Hansen var i aktion på banerne uden for Stockholm og sluttede efter en sidste runde i 69 slag langt nede i finalefeltet.

/ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord