Klage over politi afvist

Foto: Nils Sloth

Statsadvokaten i Viborg afviser, at Nordjyllands Politi har gjort noget galt i forbindelse med en anmeldelse fra et af ofrene i den såkalte oldefarsag.

Den 33-årige Kim, som blev seksuelt misbrugt, da han var 10 år gammel, har ikke fået noget ud af at klage over politiets håndtering af hans sag.

Han opdagede tilfældigt i forbindelse med TV2/Nords afdækning af oldefarsagen, at han helt var røget ud af sagen og dermed heller ikke kan komme i betragtning til erstatning.

Det er sket, fordi der gik for lang tid fra, at overgrebene fandt sted, og til han meldte overgrebene til politiet. Det har politiet blot ikke meddelt ham.

Nu 33-årige Kim troede ellers, at han var med i sagen, fordi han både blev afhørt af politiet og fik en beskikket advokat, da han anmeldte overgrebene.

Statsadvokaten i Viborg begrunder afvisningen af klagen med, at Nordjyllands Politi ikke har begået fejl i håndteringen af sagen.