Kommune fjernede mindesmærke for trafikdræbte børn

Hjørring Kommune har fjernet mindesmærke for tre børn, der døde ved ulykke sidste år.

Et mindesmærke for tre børn, der sidste år blev dræbt i en trafikulykke er blevet fjernet uden de pårørendes vidende.

Det fortalte TV2/Nord torsdag, og fredag er det kommet frem, at det faktisk er Hjørring Kommune, der har fjernet mindesmærket.

Nu beklager kommunen og indrømmer, at der er sket en fejl.

Fotoet af de tre børn sad på en sten ved ulykkesstedet hvor de tre børn mistede livet 16. juli 2013. Fredag står det på Materielgården i Sindal.

Kommunen har fjernet billedet efter en henvendelse fra en borger.

- Borgeren har forklaret, at han bliver meget berørt af at køre forbi mindestedet med det store foto. Han var en af de første, som kom frem til ulykkesstedet, siger teamleder hos Park & Vej i Hjørring Kommune, Søren Kromann Pedersen, til TV2/Nord.

Familien til de tre trafikdræbte børn i den meget omtalte og dybt tragiske ulykke har været meget oprørte over at nogen kunne finde på at ødelægge mindesmærket.

- Hvis man er utilfreds med at ulykkesstedet bliver markeret, så kunne man jo rette henvendelse til os pårørende, hvis mindestedet generer, siger Per Beyer Hvalkof, der er morfar til de trafikdræbte børn.

Kommunen erkender blankt, at det er en fejl, at fotoet er blevet fjernet uden de efterladte har fået noget at vide overhovedet.

- Det er helt klart en fejl fra vores side. De pårørende burde være underrettet først. Det beklager vi, siger teamleder Søren Kromann Pedersen.

I Park og Vej-forvaltningen i Hjørring Kommune vil man nu spørge politikerne i Miljø- og Teknikudvalget om hvordan man skal forholde sig. Om fotoet skal sættes tilbage på mindestenen eller ej.


Seneste nyt

fra Nordjylland