Kommune og ansat hængt ud på facebook

En socialrådgiver fra Brønderslev Kommune er blevet "hængt ud" i en hadegruppe på facebook. Sagen er nu meldt til politiet.

En ung mand har tilsyneladende set sig sur på socialrådgiveren og kommunen, så nu har han oprettet en facebook-gruppe med navnet "Hadegruppe til Brønderslev Kommune".

Stifteren har ifølge sin egen udlægning lavet hadegruppen, fordi han mener, at Brønderslev Kommune har rekord i tvangsfjernelse af børn, at kommunen bare gør som den vil, og ikke lytter til borgerne.

- Det er noget svineri. Man har ret til at have en mening, men han må ikke hænge en af vores ansatte ud, siger kommunaldirektør i Brønderslev Kommune, Søren Steensen.

Kommunen har nu politianmeldt sagen.

- Vi går til vores organisation Kommunernes Landsforening for at finde ud af, hvad vi har af juridiske midler for at få retsforfulgt den ansvarlige, fortsætter han.