Kommune prioriterer ikke hullede veje

Det kræver flere penge, hvis Brønderslev Kommune skal opprioritere istandsættelse af kommunens veje, som borgmesteren erkender er i dårlig stand.

De nordjyske veje er flere steder i så dårlig stand, at det både kan være et problem for trafiksikkerheden, og gøre skade på bilerne. Samtidig bruger landets kommuner stadig færre penge på vedligehold af vejene. En af dem er Brønderslev Kommune, hvor borgmester Michael Klitgaard udmærket er klar over, at vejene trænger til en kærlig hånd.

- Vi bruger 9,8 millioner kroner til vores asfaltbudget, og vi har også fået lavet analyser, der viser, at det er mindst det dobbelte, der skal til for bare at holde vejen ved lige, og det er et problem i kommuner med 1.000 kilometer veje som for eksempel vores, siger Michael Klitgaard (V).  

Kommunernes budgetter til vedligehold af veje som denne er ifølge en rapport fra brancheorganisationen Foreningen af Rådgivende Ingeniører faldet med op mod 15 procent siden 2007. Ifølge Michael Klitgaard skyldes det, at kommunen ikke vil nedprioritere på eksempelvis børne- og ældreområdet til fordel for vejnettet. 

- Det er næsten altid en god ide at komme i gang, men der er altså en begrænsning, og ganske almindelig snusfornuft siger, vi fremrykker så mange investeringer, som vi kan, men vi er altså nødt til at stoppe, inden der går hul i kassen, siger Michael Klitgaard.    

På TV2 Nords Facebook-side har vi de seneste dage fået bunkevis af henvendelser fra hele regionen med eksempler på nedslidte og hullede veje. De viser, at det ikke kun er et problem i Brønderslev Kommune.

Du kan deltage i debatten her:

 


Seneste nyt

fra Nordjylland