Slut med P-kontrol i Thisted: Kommunen håber på selvjustits

Man må parkere sin bil i tre timer på havnen i Thisted, men fra nytår er der ikke længere nogen, der kontrollerer om man holder der længere end det. Foto: Stefan Kjærgaard

Fra nytår risikerer man ikke længere at få en parkeringsafgift i forruden, hvis man parkerer ulovligt på de kommunale parkeringspladser i Thisted. Kommunen dropper parkeringskontrollen.

Bilisten Tage Grøndahl læner sig henover passagerersædet. Han skal nå p-skiven, for den skal sættes nøjagtigt. På havnen i Thisted må man holde med sin bil i tre timer, men fra nytår er der ikke længere nogen, der kontrollerer det.

- Der bliver lidt færre bøder til bilisterne. Det kan da kun være et plus, mener Tage Grøndahl, der netop har parkeret på havnen i Thisted.

Parkeringskontrol er blevet en underskudsforretning i Thisted Kommune. Tidligere skulle staten have 50 procent af indtægterne. Det er nu steget til 70 procent. Når Parkeringskontrol Nord også skal have betaling for at udføre kontrollen, så vil kontrollen ud fra de nuværende antal parkeringsafgifter fremadrettet koste kommunen 90.000 kroner, hvis man fortsætter.

- 90.000 kroner er jo ingenting i kommunens budget, men set ud fra, at det måske var nemmere, hvis vi ikke havde parkeringskontrol, det ville være nemmere for alle, hvis man selv kan finde ud af at parkere efter reglerne, så er det jo penge, der kommer ind til os på en eller anden måde, siger Peter Skriver Nielsen (S), næstformand i Thisted kommunes udvalg for klima, miljø og teknik.

Hvis afskaffelsen af parkeringskontrol fører til, at det bliver et problem i Thisted Kommune, jamen så må vi jo kigge på at indføre det igen, eller måske noget helt nyt.

Peter Skriver Nielsen (S), næstformand i Thisted kommunes udvalg for klima, miljø og teknik.

Bilisterne på havnen tvivler lidt på thyboernes selvjustits. De frygter parkeringskaos, når det ikke har nogen konsekvens at parkere ulovligt.

- Jeg synes, det er en dårlig ide. Det synes jeg ud fra, at folk parkerer som det passer dem. Nogen gange holder der en bil på to parkeringspladser, og man kan næsten ikke komme ud af sin bil, når man kommer, fordi nogen parkerer så dårligt, siger Birgitte Jensen, der i forvejen synes, at det ofte er svært at finde en parkeringsplads, når hun skal ind og handle i Thisted.

Erfaringerne fra Hjørring er ikke gode

I Hjørring Kommune droppede de parkeringskontrollen i 2011, men nu overvejer de at indføre det igen. For det har vist sig, at bilisterne ofte parkerer ulovligt og flere steder er det svært finde en parkeringsplads.

- Jeg tror, det ender med, at vi må indføre parkeringskontrol igen. Vi ser, at folk parkerer ulovligt i handicapbåse, og på 1-times pladser holder bilisterne måske i tre timer. Det er ikke holdbart. Hvis parkeringskontrollen kommer igen, så bliver det først i 2020, for det er ikke i budgettet for i år, siger Søren Smalbro (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune.

Fremover vil det måske være fristende for de butiksansatte i Thisted at holde en hel arbejdsdag på de kommunale parkeringspladser, når der ikke er nogen til at kontrollere det længere, men det advarer butiksejer Henrik Andersen imod, for det kan gå ud over butikkernes omsætning.

- Det handler om, at man ikke kun skal tænke på sig selv. Jeg tror ikke, at jeg selv vil holde en hel dag på de kommunale parkeringspladser, for jeg ved hvor stort behov, kunderne har for parkeringspladserne. Jeg vil altid prøve at finde en anden løsning, siger Henrik Andersen, der er indehaver af Din Blomsterhåndværker i Thisted.

Nu er det op til politiet

Thisted Kommune sætter sin lid til, at det går som i Brønderslev Kommune. Her droppede man parkeringskontrollen i 2010, og det har ifølge Brønderslev Kommune ikke ført til parkeringskaos.

- Jeg var ret skeptisk, da vi afskaffede parkeringskontrollen. Jeg troede, at det ville ende med, at folk holdt på kryds og tværs, men sådan er det ikke gået. Selvjustitsen fungerer rigtig godt, siger Karsten Frederiksen (K), formand for Teknik og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune.

I 2016 udstedte Parkeringskontrol Nord 2356 afgifter i Thisted Kommune. Det faldt til 1020 afgifter i 2018. Det vælger Peter Skriver Nielsen (S) at tolke som om, at thyboerne er blevet bedre til at parkere lovligt. Politiet kan stadig komme forbi og udstikke en parkeringsbøde, men hverken bilister eller kommunen har nogen forventning om, at det kommer til at ske ret ofte.

- Hvis afskaffelsen af parkeringskontrol fører til, at det bliver et problem i Thisted Kommune, jamen så må vi jo kigge på at indføre det igen, eller måske noget helt nyt, siger Peter Skriver Nielsen.

Sådan her ser det ud med parkeringskontrol i de nordjyske kommuner

Frederikshavn:

Der er parkeringskontrol i Skagen i højsæsonen.

 

Læsø:

Ingen parkeringskontrol.

- Vi har 15-minutters parkering på nogle enkelte pladser på havnen, men vi har ikke nogen kontrol af, om det bliver overholdt. Det er ikke nødvendigt, siger Læsøs borgmester Karsten Nielsen (DF)

 

Hjørring:

Hjørring Kommune droppede parkeringskontrollen i 2011, men nu overvejer de at indføre det igen. 

- Jeg tror det ender med, at vi må indføre parkeringskontrol igen. Vi ser, at folk parkerer ulovligt i handicapbåse, og på 1-times pladser holder bilisterne måske i tre timer. Det er ikke holdbart. Hvis parkeringskontrollen kommer igen, så bliver det først i 2020, for det er ikke i budgettet for i år, siger Søren Smalbro (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune.

 

Brønderslev:

Parkeringskontrollen blev afskaffet i 2010. 

- Jeg var ret skeptisk, da vi afskaffede parkeringskontrollen. Jeg troede, at det ville ende med, at folk holdt på kryds og tværs, men sådan er det ikke gået. Selvjustitsen fungerer rigtig godt, siger Karsten Frederiksen (K), formand for Teknik og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune.

 

Aalborg:

Har parkeringskontrol, der bliver udført af Parkeringskontrol Nord.

 

Jammerbugt:

Ingen parkeringskontol

- Vi har da nogen gange parkeringskaos i Blokhus i højsæsonen, men det er træls at være på ferie, og så få en afgift, så det vil vi ikke, siger Jens Christian Golding (A), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune.

 

Rebild:

Ingen parkeringskontrol.

 

Vesthimmerland:

I Vesthimmerlands Kommune er der parkeringskontrol, der bliver udført af Parkeringskontrol Nord.

- Vi er nødt til at have parkeringskontrol på pladser med korttidsparkering i vores handelsgader. Ellers bliver parkeringspladserne fyldt, siger Uffe Bro (S), formand forTeknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune.

 

Mariagerfjord:

Har parkeringskontrol, som kommunen selv udfører.

- Vi har en ansat, der tager ud og kontrollerer 5 til 10 timer om ugen. Det er gerne til større arrangementer, som superligakampe, hvor det er vigtigt, at folk ikke holder i vejen for, at udrykningskørertøjer kan komme igennem, siger Jørgen Hammer Sørensen (DF), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune.

 

Thisted:

Afskaffer parkeringskontrol til nytår.

 

Morsø:

Ingen parkeringskontrol

- Vi har ingen parkeringskontrol, og det fungerer upåklageligt. Det ville være alt for dyrt for kommunen at indføre kontrol, så det har vi absolut ingen planer om, siger Meiner Nørgaard (DF), der er formand for udvalget for teknik og miljø.

Forsiden lige nu