TV2 Nord

KV17 LIVE - Følg valget i din kommune

Kraftigt uvejr ramte Nordjylland i nat

Regnvejr i Aalborg. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger, Scanpix

Det gik hårdest ud over Aalborg-egnen, da et kraftigt uvejr tirsdag aften buldrede ind over Nordjylland.

Jyderne fik rigtig mange millimeter regn, da et uvejr med lyn og torden tirsdag aften bragede ind over Jylland sydvest fra. Flere steder i Nordjylland kunne det mærkes.

- Der er kommet en del nedbør før midnat. Der faldt 20-30 millimeter lokalt mange steder i nat. Som altid er vi gode til at have rekorden deroppe, siger Mette Wagner, der er vagtchef hos DMI.

Ifølge DMI var uvejret i Nordjylland kraftigst lige op til klokken 23. Særligt området ved Aalborg og nedad mod Frejlev og Svenstrup var hårdt ramt.

I Aalborg og Svenstrup er der faldet 30 millimeter regn, mens der i Frejlev er blevet målt 32 millimeter.

- Jeg vil tro, at det har givet vandskader i nogle kældre, siger Mette Wagner.

Der var på forhånd varslet skybrud henover Nordjylland. DMI er lige nu ved at opgøre, om der nogle af stederne er faldet de 15 millimeter regn eller mere inden for en halv time, som karakteriserer et skybrud.

Og lige netop vand i kældrene fik en håndfuld nordjyske boligejere. Ifølge Esben Nielsen fra Falcks vagtcentral var Falck Skadeservice ude og fjerne vand fra kældrene en lille håndfuld steder i Aalborg.

- Der er ikke store skader i Nordjylland. Der kan selvfølgelig godt komme mere i løbet af dagen, når folk anmelder det, siger Esben Nielsen.

 

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord