Kritik fra Enhedslisten til opførelse af klithotel

Ikke alle er tilfredse med tilladelse fra Erhvervsstyrelsen til opførelse af Løkken Klithotel. Enhedslisten er dybt bekymret.

Enhedslisten i Hjørring beklager dispensationen til Hjørring kommune til at tillade etablering af Løkken Klithotel.

- Det er dybt bekymrende at der nu åbnes op for byggeri i de unikke kystområder vi har i Hjørring kommune", udtaler byrådsmedlem for Enhedslisten, Louise Bilde Hvelplund.

- Det er muligt det forbedrer oplevelsen for de få der har mulighed for at betale for et ophold på Løkken Klithotel, men det forringer muligheden for de mange der ønsker at kunne benytte sig af den frie adgang til naturoplevelser, fortsætter hun.

- Vores kystområder er nogle af de eneste områder med uberørt og beskyttet natur vi har tilbage og derfor skal vi værne dem nænsomt. Det gør vi ikke ved at tillade byggeri helt ud i klitterne. At forestille sig at det skulle være en støtte til udkantsdanmark er blændværk. Vores største attraktion er vores natur og den skal vi ikke sælge ud af, slutter Louise Bilde Hvelplund.

Enhedslisten stemte som eneste parti i byrådet imod ansøgningen om dispensation til byggeprojektet.


Seneste nyt

fra Nordjylland