Kvinde vandt ligestillingssag

Tidligere salgskonsulent har vundet en bemærkelsesværdig ligestillingssag over Aalborg Kommune i Højesteret. Kvinden får en kvart million i erstatning.  

Kvinden fra Hals, den nu 41-årige Lotte Kamp, har fået Højesterets ord for, at hun tilbage i 2007 blev uberettiget fyret, mens hun var på barselsorlov. Det skriver P4 Nordjylland

Sagen har stået på lige siden og været alle retsinstanser igennem med forskelligt udfald her inden den endelig afgørelse falder.

Det er sjældent Højesteret behandler den slags sager, men omstændighederne har været så principielle, at det er sket.

Aalborg Kommune er nu pålagt at betale en kvart million kroner i erstatning til Lotte Kamp. Derudover skal kommunen betale sagens omkostninger, der løber op i lidt over 162.000 kr.

Lotte Kamp blev fyret, da et revalideringscenter under det daværende Nordjyllands Amt blev nedlagt og funktionerne overgik til Aalborg Kommune. Kommunen sagde da, at der ikke var opgaver nok længere i den stilling, Lotte Kamp havde. Derfor blev hun fyret, og det skete, mens hun var på barslen.

Men nu slår Højesteret fast, at Aalborg Kommune ikke fulgte reglerne og gjorde, hvad den skulle i forhold til at finde og tilbyde et andet job til Lotte Kamp.

Souschefen i den juridiske afdeling i Det Faglige Hus, Mikael Marstal, siger, at dommen er klokkenklar og kan få vidtrækkende konsekvenser for kommende, lignende sager:

- Dommen siger klart, at man som kommune skal gøre sig meget store anstrengelser for at finde et job til en, man afskediger under barsel. Pligten er meget, meget vidtgående i følge dommen i dag, siger Mikael Marstal.

Faktisk tolker han dommen sådan, at det for ham at se nærmest er umuligt for en kommune lovligt at fyre en medarbejder med bred kompetance, mens medarbejderen er på barsel.


Seneste nyt

fra Nordjylland