Astman: Uvished om regioners fremtid går ud over ansatte

Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)

Venstre sår i dag tvivl om regionernes fremtid. Men det kan de ikke være bekendt over for regionalt ansatte, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

- Det er næsten så sikkert som amen i kirken, at regionernes fremtid skal diskuteres efter gruppemøderne, siger Region Nordjyllands formand, Ulla Astman (Socialdemokratiet). 

Og det er også sikkert i år. Statsminister Lars Løkke Rasmussen meddelte i dag til Venstres sommergruppemøde, at en ny sundhedsreform er på vej efter efterårsferien. En reform, der skal få kommunerne længere frem på banen. 

Regionernes fremtid ville han til gengæld ikke afgøre endnu. Regeringspartierne Liberal Alliance og Konservative går ind for en nedlæggelse af regionerne. Det samme gælder regeringens støtteparti Dansk Folkeparti. Men statsministeren ville ikke sige, hvad der konkret skal ske med regionerne: 

- Det kan godt være, at det kommer til at gøre noget ved regionerne. Det har jeg ikke konkluderet på endnu, siger Løkke. 

Udmeldingen vækker undren hos regionsrådsformanden i Region Nordjylland, Ulla Astman (Socialdemokratiet). Hun mener, at uvisheden kan gå ud over de ansatte i regionerne: 

- Jeg synes, det er rigtig træls for vores medarbejdere, der skal gå i uvished. Der er 100.000 ansatte i det danske sundhedsvæsen, og jeg synes ikke, at man kan være det her bekendt, siger Ulla Astman. 

Hun forstår ikke, at regionerne skal diskuteres, når der ikke er en anden løsning på bordet: 

- Vi skal ikke bevares for enhver pris. Vi skal bevares, hvis det giver mening, og det synes jeg, det gør, for jeg har endnu ikke set en anden løsning, der er bedre. 

Flere nyheder fra TV2 Nord