To mænd anholdt i drabssag

Muligt gennembrud i sagen om skuddrabet på 35-årig mand i Skagen i går. To mænd er blevet anholdt og fremstilles lørdag klokken 13.00 i grundlovsforhør.

To mænd på 30 og 31 år blev sent i aftes anholdt i sagen om drabet på den 35-årige Torben Manfred Christensen i Skagen, oplyser politiet.

Vagtchefen vil ikke oplyse yderligere om anholdelserne og de to anholdte.

Torben Manfred Christensen blev i går eftermiddag fundet liggende død i en blodpøl i sit hjem i Skagen. Han var blevet dræbt af skud, oplyste vicepolitiinspektør Torben Jensen i Nordjyllands Politi.

Alarmen om den dødfundne på Chr. D. X's Vej indløb til 112 lidt før klokken 15. Teknikere og retsmedicinere blev tilkaldt sammen med efterforskere fra Aalborg, og efter nogle timers undersøgelse indledte betjentene en større drabsefterforskning.

En bekendt af den afdøde har fortalt til TV 2/Nord, at Torben Christensen frygtede, at nogle uvenner ville gøre ham fortræd.


Seneste nyt

fra Nordjylland