Mand er dræbt i nordjysk soloulykke

32-årig er kørt galt nær Vrå. Blev slynget ud af bilen og landede på en mark.

En 32-årig mandlig bilist mistede onsdag aften livet i en ulykke nær Vrå i Nordjylland.

På Galgebakkevej mistede manden af ukendte årsager herredømmet over bilen, og han blev slynget ud og landede på en mark, oplyser politiet.

Der var ingen andre trafikanter involveret, og tilsyneladende var der heller ingen vidner til ulykken.

Politiet fik alarmen lidt efter klokken 20, og bilisten blev kørt til Hjørring Sygehus, hvor han blev erklæret død.

Tilsyneladende var manden ikke fastspændt af sikkerhedssele, oplyser vagtchefen hos politiet.

Om ulykken skyldes høj fart, vil blive afklaret ved bilinspektørens rapport.


Seneste nyt

fra Nordjylland