Mand indlagt efter groft overfald

Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)

En ung mand er anholdt i sag om groft overfald fra Hjørring. Ofret er indlagt på sygehuset.

Ved halvsekstiden lørdag morgen blev en 37-årig mand overfaldet på Palntagevej i Hjørring. Enten af en eller to mænd, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Ted Andersen.

Politiet ved endnu ikke så meget om overfaldet. Kun at det har været voldsomt. Ofret mistede både tænder, fik brud på kæben og sandsynligvis flere andre skader. Han er nu indlagt.

Politiet har anholdt en 25-årig mulig gerningsmand. Han er godt kendt af politiet i forvejen. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag klokken 14 i retten i Aalborg.