Millionbeløb skal lokke læger til udkantsbyer

Lægemanglen i Region Nordjylland er så stor, at et millionbeløb skal lokke læger til nordjyske udkantsområder.

Yngre læger, der er på udkig efter et sted at slå sig ned som praktiserende læge, skal måske kaste et ekstra blik på Morsø, Sydthy og andre nordjyske udkantsområder.

For her kan læger få milliontilskud af Region Nordjylland for at komme til området, skriver Kristeligt Dagblad.

For eksempel får lægen en halv million kroner i bonus for at overtage en praksis fra en ældre læge, der er på vej på pension, og en halv million oveni, som den yngre læge kan bruge på at købe ekstra arbejdskraft for.

Regionen giver også en halv million kroner til læger, der ønsker at starte ny praksis, og derudover er lægen garanteret en indtjening på 2,4 millioner kroner om året - i tre år.

Den økonomiske gulerod skyldes, at der mangler praktiserende læger. På landsplan kunne der ifølge Lægeforeningen bruges 164 ekstra læger, hvoraf 47 mangler i nordjyske byer.

Dermed er Region Nordjylland den region, hvor lægemanglen er størst. Det er derfor også kun i denne region, der tilbydes de økonomiske rekrutteringspakker.

Men det er dybt forargeligt, mener blandt andre Enhedslistens kommunalordfører i Folketinget Finn Sørensen:

- Jeg synes, det er fuldstændig tosset at give så store beløb i lokkemad til lægerne. Det kan da ikke passe, at skatteydernes penge skal gå til at sikre fortjeneste i en privat virksomhed.

Sundhedsordfører Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti er heller ikke begejstret:

- Det lyder fuldstændig hen i vejret med alle de penge. De skulle hellere fokusere på en mere langtidsholdbar løsning og bruge ressourcer på at finde arbejde til den medfølgende partner. Ellers daffer de hurtigt derfra igen.

Ifølge Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Aarhus Universitet, har man brugt lignende modeller for at løse problemer med lægemangel i Canada og Australien. Han er også skeptisk:

- Det er relativt store beløb. Penge bør næppe være det vigtigste instrument i at rekruttere læger til de her områder. Det vil smitte af på andre områder, og det kan også skabe splid mellem lægerne.

- For de læger, der i forvejen er i området eller i lægehuset, får jo ikke en pose penge, siger han.

Bruno Melgaard, formand for Praktiserende Lægers Organisation, ser ingen problemer ved pengegaverne. Det gør Lotte Hvas, medlem af Det Etiske Råd og praktiserende læge i Præstø, heller ikke.


Seneste nyt

fra Nordjylland