Millioner til tidligere ghetto: 174 nye lejligheder på vej i Aalborg Øst

Lokale investorer rejser 250 millioner kroner til et historisk byggeprojekt i Aalborg Øst.

For 10 år siden var der nok ikke mange investorer, der ville kaste penge i byggeprojekter i Aalborg Øst. Området var socialt belastet og fyldt med dårlige boliger - og så var det på regeringens liste over ghettoområder i Danmark.

Men situationen i Aalborg Øst er i dag en ganske anden. Området er blevet løftet og er blevet mere attraktivt, hvor blandt andet Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital har og får til huse.

Og onsdag meddeler en række lokale investorer, at de vil opføre nye boliger i området for i alt 250 millioner kroner. Et byggeri, der kan gå hen og blive historisk, fordi det er første gang, investerings- og udlejningsejendomme opføres i et alment boligområde med belastet historie.

Stor tro på Aalborg Øst

Byggeriet kommer til at bestå af seks boligtårne med i alt 174 lejligheder. Projektet er udviklet af Vendia Ejendomme A/S og solgt til slutinvestorer af Nybolig Erhverv Aalborg.I Aalborg tror investorerne dog på fremtiden for Aalborg Øst:

- Normalt, når du handler ejendomme i det her omfang, afsøger du markedet blandt de store, kendte investorer og pensionsselskaber. Derfor er det på alle måder utrolig glædeligt, at vi i samarbejde med Nybolig Erhverv Aalborg har kunnet afhænde fire af de seks boligtårne til lokale investorer. Det vidner om en meget stor tro på Aalborg Østs fremtid og udgør på mange måder en validering af det enorme arbejde, som Himmerland Boligforening og Aalborg Kommune har gennemført, siger Rasmus Haugaard, direktør i Vendia Ejendomme A/S. 

Fire af de seks tårne er afsat til ejerne af to lokale Aalborg virksomheder, Carsoe A/S og Nettic A/S, mens de to resterende tårne ikke ønskes solgt.

Omkring de seks nye boligtårne, der tæller i alt 12.500 kvadratmeter bolig fordelt på otte etager og 29 boliger i hvert tårn, ligger der 1100 almennyttige boliger. Den meget omfattende byfornyelse af disse har i løbet af den to år lange renoveringsperiode ført til en stor udskiftning blandt de tidligere beboere, og ind er således flyttet børnefamilier, studerende og lønmodtagere, der nyder godt af de mange nye tilbud i området.

Løfter området endnu mere

Alle de gamle ”mørke” områder og tunnel-stier er erstattet af nye, lyse omgivelser, blandt andet med støtte fra Realdania. Samtidig har kvarteret fået en ny børnehave, nye dagligvarebutikker og nye rekreative områder. 

- Det løfter området endnu en tand og er med til at skabe et blandet kvarter, hvilket er helt afgørende i fremtiden. Som borgmester varmer det om hjertet, at en så unik blanding af private og almennyttige boliger kombineres, endda med lokale investorer som omdrejningspunkt. Det er første gang, det er lykkedes herhjemme, siger borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S).

De fire boligtårne indeholder boliger i størrelsen 64-83 kvadratmeter, opdelt i henholdsvis 2- og 3-værelses lejligheder. Ejendommene opføres i totalentreprise med MT Højgaard A/S og er tegnet af arkitekt Jan Krogh. Tårnene opføres som energioptimale punkthuse i facader af hvid beton, teglstensbund og træ. Lejlighederne får altan og er generelt bestykket mere eksklusivt, end det normalt ses i denne boligform.  


Seneste nyt

fra Nordjylland