Mindesmærke over døde børn er blevet skændet

02:30

Sådan her så mindestedet ud den 16. juli i år. Siden er det blevet skændet. Foto: Privatfoto

1 af 2

De efterladte til de tre børn, der sidste sommer mistede livet i en tragisk trafikulykke ved Lendum i Vendsyssel, er vrede. Ved ulykkesstedet har familien lavet deres eget mindesmærke, men det har ukendte gerningsmænd nu ødelagt.

Ned er savet den jernramme, som var monteret på en sten i vejsiden. Væk er fotoet i rammen af de tre børn som den 16. juli sidste år blev dræbt på landevejen mellem Lendum og Sindal.

- Jeg er både vred, ked af det og såret på samme tid, siger de trafikdræbte børns morfar, Per Beyer Hvalkof fra Gærum, til TV2/NORD.

De tre søskende, Søren på 11 år, Saorise på 9 år og Connor på 3 år omkom med deres mor bag rattet. I et venstresving overså hun en modkørende i høj fart. På årsdagen for den tragiske hændelse fik forældrene, der bor i Australien, så stillet mindesmærket med fotoet op.

Flere lokale synes dog, at mindesmærket slet ikke hører hjemme i vejsiden.