MT Højgaard er entreprenør på Nordjyllands største byggeri

Torsdag har Region Nordjylland underskrevet den største kontrakt på det største byggeri i Nordjylland. MT Højgaard skal stå for råhuset til det nye universitetshospital i Aalborg.

MT Højgaard bliver entreprenør på råhuset til det 155.000 kvadratmeget store universitetshospital i Aalborg. Region Nordjylland underskrev torsdag den største kontrakt på det største nordjyske byggeri. Kontrakten lyder på 564 millioner kroner.

MT Højgaard går i gang med opførelsen af råhuset den 3. august, og det forventes at Aalborg Universitetshospital står færdigt i 2020.

- Jeg er glad for, at vi nu er nået hertil. Det er en ganske særlig dag, for kontraktunderskrivelsen er meget skelsættende for projektet. Den betyder nemlig, at vi nu begynder på opførelsen af Nordjyllands nye universitetshospital, som er det hidtil største og dyreste byggeri i regionen. Byggeriet af det nye hospital vil sætte dagsordenen i regionen indenfor byggeri, og det vil få en stor rolle i udviklingen af det fremtidige nordjyske sundhedsvæsen, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Ud over kontrakten med MT Højgaard, har Region Nordjylland også skrevet kontrakt med byggepladsentreprenøren Jorton A/S, som skal stå for en række ydelser i forhold til etablering og drift af byggepladsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland