Naboer får million

De lokale i Manna får penge for vindmølleopsætning. Men det gør dem ikke tilfredse. OPDATERET 10.03

Vindmøller giver grøn energi - men der har været meget blæst om de gener, de kan give de folk, der skal bo tæt på dem. Flere vindmølleprojekter er tidligere blevet kritiseret og endda nedlagt på grund af kritik fra kommende naboer.

Derfor har tre lodsejere og et vindmøllefirma forsøgt at komme problemerne i forkøbet. De vil give naboerne til vindmøller kolde kontanter som kompensation for generne, oplyser P4 Nordjylland.

I alt vil naboerne få del i 1 million kroner samt et årligt beløb på 100.000 kroner, så længe møllerne består. Millionen er et engangsbeløb til lokalt foreningsarbejde. Og de 100.000 skal gå til samme formål.

Men naboerne er ikke tilfredse med udsigten til de kolde kontanter.

- Mange bliver voldsomt berørt af møllerne. Hvis det var et godt projekt, hvorfor skal vi så købes, spørger Jette Gantzhorn til P4 Nordjylland. Hendes ejendom ligger 979 meter fra den nærmeste vindmølle og hun frygter derfor store gener ved en kommende vindmølle så tæt på hende bopæl.

Det er naboerne, der tilbydes pengene for at være positive overfor fire store vindmøller ved Manna vest for Brønderslev. Og naboer inden for en kilometer fra de planlagte møller kan også købe 30 anparter til to tredjedele af den normale pris.

- Det har været vigtigt for os, at borgerne i området også mærker, at de får del i erstatningen for generne, skriver de tre lodsejere i et brev til naboerne.

Millionen og det årlige beløb betales af Dansk Vindenergi og lodsejerne.

Møllerne er fra producenten Siemens Wind Power.


Seneste nyt

fra Nordjylland