Naturfolk angriber kommune

Dansk Botanisk Forening beder Naturklagenævnet om hjælp i en sag mod Brønderslev Kommune.

Kommunen har givet ejeren af Serritslev Fiskesø dispensation til at anlægge endnu en put-and-take sø. Det er i strid med Naturbeskyttelsesloven, mener Dansk Botanisk Forening. For søen ligger i en beskyttet mose.

Kommunen modtog allerede i foråret en ansøgning fra ejeren af Serritslev Fiskesø, som søgte om lov til at lave en børnevenlig fiskesø som supplement til de eksisterende put-and-take søer. Den børnevenlige fiskesø skulle være på 1.000 kvadratmeter.

Problemet var blot, at søen ville komme til at ligge i en mose med masser af beskyttede planter. Og syd for området lever der voksne eksemplarer af Spidssnudet frø.

<b>Projektet holdt flyttedag</b>

Efter en besigtigelse af området, enedes ejeren, forvaltningen og politikerne om at anlægge søen et andet sted, hvor kvaliteten af mosen er ringere. Men placeringen huer ikke Dansk Botanisk Forening, som har bedt Naturklagenævnet omgøre dispensationen til et afslag.

Dansk Botanisk Forening gør gældende, at området er naturbeskyttet, og at dispensationer ikke kan gives til indgreb, der udelukkende har økonomiske formål.

Flere nyheder fra TV2 Nord