Nordjyder klar til valgkamp

Mange gætter på at folketingsvalget bliver udskrevet i næste uge. Og de nordjyske folketingskandidater er klar til valgkamp. Det har de været længe, og derfor er de godt forberedte, når det går løs.

Det centrale Aalborg. Et folketingsmedlem fra den ene fløj gør sig klar til kamp.

- Der er ikke booket aftaler i udlandet, og det kommer der heller ikke. Det gælder om at rydde kalenderen hurtigst muligt, siger Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne.

Det vestlige Aalborg. Et andet folketingsmedlem fra den anden fløj gør sig klar til kamp.

- Det er ligesom at stå på stregen inden et marathon. Man venter bare på, at det bliver skudt i gang, siger Thomas Krarup fra De Konservative.

Faktisk har de været klar i over et år, så der har været god tid til at forberede sig på dagen, hvor folketingsvalget bliver udskrevet.

Begge har de lavet en plan for, hvordan de tre ugers valgkamp skal forløbe, og begge har de lavet en plan for, hvordan den første dag, det første slag, skal vindes.

- Rundt og stemme dørklokker, dele materiale og deltage i politiske møder, så det kan være meget forskelligt. Men det første jeg skal finde ud af er, hvordan kommer jeg hurtigst muligt til Aalborg og føre valgkamp, siger Rasmus Prehn.

- Jeg skal først mødes med min gruppe, og skal jeg ellers ud og dele mine mange valgplakater ud, siger Thomas Krarup.

To folketingsmedlemmer og kandidater med flere ens planer for, hvordan stemmerne skal sikre politisk indflydelse - men selv i en kommerciel verden gør reklame ikke det hele.

- Vælgerne forventer, når der er valgkamp, at vi er synlige, og at vi kommer rundt til møder, siger Rasmus Prehn.

- Det er i sidste ende argumenterne der tæller, og de skal være på plads, ellers har man ikke en chance i en valgkamp, siger Thomas Krarup.


Seneste nyt

fra Nordjylland