Nordjysk kritik af MGP

01:41

To nordjyder kritiserer lørdagens melodi grand pris. Foto: TV2/Nord

1 af 2

Ikke nok med at de fleste sange til Dansk Melodi Grand Prix synges på engelsk, så er teksterne skrevet af svenskere og englændere - og flere artister er fløjet ind fra udlandet. Nu må det være nok, mener flere nordjyske kritikere.  

Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti synes, at man skal synge på dansk til Dansk Melodi Grand Prix.

- Det var den rigtige vinder i år, men det skulle bare have været fremført på dansk, siger Kim Christiansen.

3 af 10 sange blev fremført af udenlandske artister. 7 blev sunget på engelsk og over halvdelen af komponisterne er udenlandske.

- Jeg synes, at konkurrencen bliver udvandet, når vi importerer komponisterne, og så har vi jo rigtig mange talentfulde sangere i Danmark, siger den 4-dobbelte Grand Prix-vinder, Søren Bundgaard.

og fortsætter;

- Det svarer jo til, at fodboldlandsholdet må stille med 4 svenskere på holdet næste gang, siger Søren Bundgaard.

Hos DR afviser man kritikken.

- Vi gør, hvad vi kan for at vinde det internationale Grand Prix, og vi følger reglerne for konkurrencen, som EBU har udstukket, siger Jan Lagermann Lundme, Underholdningschef, DR til TV2/NORD.

Hos Kim Christiansen i Mariager er det ikke godt nok.

- Hele idéen med et dansk Grand Prix er gået fløjten. Det her var oprindeligt en konkurrence mellem de europæiske kulturer. Nu er det blevet alt for ens, siger Kim Christiansen.

Selvom der var mange udenlandske input blandt de 10 sange, så endte det med en finale skrevet af danskere, sunget af danskere, men fremført på engelsk.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord