Nordjysk samarbejde med Korea

Aalborg Universitet med dronningen til Sydkorea

Aalborg Universitet og det koreanske Seoul National University er blevet enige om en ny samarbejdsaftale inden for de tekniske videnskaber.

Aftalen bliver 9. oktober underskrevet i Seoul af prodekan Lars Døvling Andersen. Sammen med AAU-professor Ramjee Prasad er han med i den delegation fra Danish Business Forum, der er i Sydkorea med Dronning Margrethe og Prins Henrik for at promovere Danmark.

Aftalen med Seoul National University, rummer mulighed for både uddannelses- og forskningssamarbejde i fremtiden.

Aalborg Universitet arbejder i disse år målrettet på at styrke relationerne til forskningsinstitutioner i Asien. Der eksisterer allerede samarbejde med en lang række universiteter i blandt andet Kina, Japan, Indien, Thailand, Vietnam, Malaysia og Bangladesh.