Nordjyske bønder vil have flere svin og mere gylle

Agri Nord efterlyser, at svinebønder får samme rammevilkår som deres konkurrenter i andre lande.

Agri Nord mener, at danske svinebønder bør have lov til at udvide deres produktion.

Netop det krav har Venstre forgæves forsøgt at få igennem i den vækstplan, partiet netop er blevet enig med regeringen om.

Agri Nord glæder sig over, at der trods alt bliver arbejdet på sagen på Christiansborg. Men kravet om at landmændene må have flere svin per hektar kan ikke stå alene, mener formand Carl Christian Pedersen.

Politikerne bør samtidig give landmændene lov til at sprede mere gylle på markerne, mener Agri Nord. De to ting hænger nemlig uløseligt sammen, da svinebønder i dag har tilpasset produktionen efter, hvor mange hektar marker de har.

Gårdejer Ulrik Lunden i Asaa mener, det er urimeligt, at landmænd i for eksempel Tyskland og Sverige har andre og i hans øjne bedre vilkår.

- Det er som at køre Le Mans, hvor vi kører på 92 oktan, mens de andre kører på 98 oktan. Vi er dømt til at tabe, siger han.

Hos Venstre er der stor ærgrelse over, at regeringen ikke ville stemme for partiets forslag i forbindelse med vækstplanen. Men partiet er klar til at arbejde videre, og det lytter gerne til landmændenes forslag om også at ændre andre regler.

- Jeg håber også, at vi kan få indført, at landmændene må give noget mere gødning til markerne. Men det vil regeringen jo heller ikke, siger landbrugsordfører Erling Bonnesen (V).


Seneste nyt

fra Nordjylland