Nordjyske Ejersbo bliver til DR-drama

Foto: Annett Bruhn, Scanpix

Jakob Ejersbos store værk, Liberty, bliver til tv-serie på DR og kan ses i foråret 2018.

Er du også fan af Jakob Ejersbo og hans forfatterskab? Så skal du glæde dig til foråret 2018, når sidste bind i Aalborg-forfatterens Afrika-trilogi bliver til vaskeægte DR-drama og kan opleves i bedste sendetid.

DR Drama har sikret sig rettighederne - og det bliver dermed første gang, DR kaster sig ud i at producere tv-drama basert åp en bog. Hidtil har alle manuskripter været originalt tv drama, skriver dr.dk.

- Nu bryder vi et af DRs dramadogmer om kun at lave tv-drama på originalt materiale. Det gør vi, fordi Ejersbos ’Liberty’ er et hovedværk i moderne dansk litteratur, siger DR's dramachef, Piv Bernth.

Libertys handling udspiller sig i Tanzania, hvor 13-årige Christian bliver overladt til sig selv af sine udstationerede forældre og derfor ender i dårligt selskab med nogle af de andre børn af udstationerede.

Idéen er kommet fra Karoline Leth, som også har produceret Arvingerne, og Asger Leth. De så potentialet i Liberty og udviklede en idé til, hvordan bogen kunne skrues sammen som en dramaserie.

Serien bliver på fem afsnit, som skal instrueres af Mads Kamp Thulstrup. Dermed lever Ejersbo videre, ikke bare i sin bøger, men også i levende billeder.

Flere nyheder fra TV2 Nord