Norske huskøbere vilde med nordjysk by

Det seneste halvandet års tid er hele 17 huse uden bopælspligt solgt som fritidsboliger i landsbyen Ingstrup ved Løkken.

Nordmænd er i stor stil begyndt at købe billige huse uden bopælspligt i Ingstrup i Jammerbugt Kommune. Husene har typisk været til salg i meget lang tid, men efter ejendomsmæglerne har fundet ud af at annoncere i Norge, bliver de hurtig solgt - som sommerhuse.

For under en halv million kroner har det norske ægtepar, Karin og Atle Christiansen fra Tønsberg, netop købt hus i Ingstrup, som de er i gang med at sætte i stand, så de kan bruge det som fritidsbolig.

- Vi har mange gange været i Danmark, og vi har købt sommerhus i Ingstrup, fordi det er her, at vi har lyst til at holde ferie. Uanset hvor i Norge, så ville det her hus have kostet det tredobbelte, siger Karin Christiansen til TV2/NORD.

Jammerbugt Kommune har vedtaget, at nordmænd - med Justitsministeriets godkendelse - kan få lov at købe hus i visse byområder uden de skal have folkeregisteradresse på bopælen. Så hvor der før typisk gik flere år inden et hus blev solgt i Ingstrup, så har ejendomsmæglerne nu let ved at afsætte husene til nordmænd, der bruger dem som sommerbolig.

- Det er sådan lidt i stil med, at danskere for nogle år siden købte billige ødegårde i Sverige. Og de norske boligpriser er jo meget højere i Danmark, siger ejendomsmægler Søren Villadsen fra Pandrup.

De mange huse i Ingstrup er blevet solgt til nordmænd uden nogen tilsyneladende har noget imod det, selv om der er risiko for at byen bliver lidt spøgelsesagtig, når husene ofte står tomme om vinteren.

- Hvis nordmændene ikke køber husene, vil de bare stå at forfalde, så er det godt for byen, siger Poul Møller Larsen, der er formand for Ingstrup Borgerforening.

Der er kun et par kilometer til stranden fra Ingstrup. En stærkt medvirkende årsag til, at de købestærke nordmænd - indmellem kaldet Nordens arabere - køber hus i byen.

- Det er lige før, at de har pengene med i baglommen. De betaler ihvertfald meget ofte kontant. Så er der jo heller ingen problemer med, at de skal ud og have huskøbet finansieret af kreditforeningen, siger ejendomsmægler Søren Villadsen.

Hvis bare en nordmænd har holdt ferie i Danmark i en årrække, så er det ifølge Villadsen Ejendomshandel nok til, at Justitsministeriet i de fleste tilfælde vil sige okay til, at nordmanden kan købe hus i Danmark.

Omkring hvert femte hus som ejendomsmægler Søren Villadsen sælger for tiden, er til en nordmand.

MERE I TV2/NORD KL 19:30


Seneste nyt

fra Nordjylland