Ny løberute i Rold Skov

Skov- og Naturstyrelsen ved Buderupholm Statsskovdistrikt kan fra fredag den 12.10 byde de mange brugere af Rold Skov på endnu en mulighed for friluftsliv: en afmærket løberute på 7,1 km

Ruten begynder på Stabelpladsen for enden af Skovvej i Arden og går gennem varieret terræn ad skovvejene i den del af skoven, der hedder Hesselholt Skov. Ruten er afmærket med pile og kilometer-angivelser.

- Skoven er perfekt til fysiske aktiviteter, så vi vil gerne bidrage til, at forholdene bliver bedst mulige for f.eks. løbere, fortæller skovfoged Leif Lyngsø om Buderupholm Statsskovdistrikts baggrund for at give plads til løberuten.

Indvielsen foregår på Skolernes Motionsdag fredag d. 12/1-07 klokken 10.15 og det bliver således ca 400 elever fra Arden Skoles 4.-9. klasser, der får æren af at være de første ude på ruten.

På hjemmesiderne www.skovognatur.dk/buderupholm og www.roldskov.info (Rold Skov Kultur og Naturcenter) kan man udprinte det nye kort over løberuten og finde kort over de mange andre friluftsfaciliteter i Rold Skov: cykelruter, naturbaser, bålpladser og meget andet.

Flere nyheder fra TV2 Nord