Ny storsponsor i AaB Håndbold

Den aalborgensiske håndboldklub har netop lavet en aftale med Nordjysk Elhandel - en aftale, som er det største sponsorat til dato i AaB Håndbold

Det er stort. Rigtig stort, sponsoratet fra Nordjysk Elhandel, og det vækker stor glæde hos håndboldfolkene.

- Vi er naturligvis meget stolte over den aftale, vi i dag har indgået med Nordjysk Elhandel. Det har været vigtigt for os at finde en samarbejdspartner, der støtter op om den udvikling, vi i AaB Håndbold er i gang med, og det har vi fået med Nordjysk Elhandel, udtaler sportsdirektør Jan Larsen fra AaB Håndbold.

Hos Nordjysk Elhandel, der fra hovedkontoret i Aalborg køber og sælger strøm samt rådgiver om handel med CO2-kvoter og indkøb af naturgas, er man også meget tilfreds med det nye samarbejde.

- Jeg er utrolig glad for og stolt af, at vi nu bliver kædet sammen med et af landets allerstærkeste håndboldhold. AaB er et af Danmarks vigtigste sportsbrands og et flagskib for udviklingen i Nordjylland. Sponsoratet er derfor den perfekte platform for os, når vi skal i dialog med el-forbrugerne i hele Danmark, udtaler administrerende direktør Bo Lynge Rydahl.

Flere nyheder fra TV2 Nord