Nyrenoveret Borgerservice klar til nye opgaver

00:52

Borgerservice i Aalborg Kommune har været under renovering i syv uger, men i dag slog de dørene op til de nye rammer

Bløde stole og små aflukker med plads til mere diskretion er også en del af det nye borgerservice. Foto: Aalborg Kommune - pressefoto

1 af 2

Borgerservice i Aalborg Kommune er blevet renoveret, så lokalerne passer til nutidens opgaver og måden at servicere borgerne på.

Højt til loftet, egetræsskranker og bløde loungesofaer i venteområdet. Borgerservice i Aalborg har efter 20 år fået et ansigtsløft.  Gennem årenene har medarbejderne i Borgerservice fået nogle helt andre opgaver. De er gået fra at løse opgaver til at medbetjene.

-Selvbetjeningsløsninger, digital post og NemID har flyttet vores opgave i Borgerservice fra at løse borgerens henvendelse og problemer til at medbetjene og lære borgerne at betjene sig selv, lyder det fra Borgerservicechef Dorthe Jespersgaard.

De nye opgaver kan også ses i den måde man har valgt at renovere borgerservice på. Der er blandt andet kommet et øget antal af selvbetjenings-computere, så man kan få hjælp til den digitale verden. 

- Med renoveringen har vi fået skabt mere ro og diskretion for både borgere og medarbejdere - bl.a. med skydedør mellem venteområdet og skrankerne. Vi har også fået flere medbetjenings pc´er, så vi kan hjælpe endnu flere borgerne med den digitale selvbetjening, eksempelvis ved flytning og brug af NemID, siger Dorthe Jespersgaard.

Den officielle åbning med rød løber, klipning af rød snor og tale ved borgmester Thomas Kastrup-Larsen foregår tirsdag den 19. april kl. 13.30 i Borgerservice i Aalborg.

Flere nyheder fra TV2 Nord