Nyt oliefyr sparer på energiafgifterne

 Nyt oliefyr sparer på energiafgifterne

Regeringen vil gøre det dyrere at tænde oliefyret. Men et nordjysk firma vil hjælpe forbrugere: En ny type fyr halverer varmeudgifterne. Og så er det oven i købet miljørigtigt.

Pedel Orla Pedersen har et lille smil om munden, hver gang han tilser oliefyret på Skibstedskolen nær Kongerslev. Fyret sparer nemlig skolen for næsten 10.000 kroner om måneden.

- Det kører rtigtig godt, siger Orla Pedersen.

De to nye brændere til de gamle kedler kostede tilsammen under 50.000 kroner.

- Vi fik dem mellem jul og nytår, og de havde faktisk allerede tjent sig ind til sommerferien, fortæller Orla Pedersen.

Og det allerbedste er, at oliefyret ikke udleder CO2. Det kører nemlig på rapsolie til 3-4 kroner literen.

- Det er miljørigtigt, man kan købe olie til omkring det halve af, hvad fyringsolie koster i dag. Og så udleder det også mindre svovl, fortæller en af de to stiftere af selskabet Fire-Green, Michael Jørgensen fra Sulsted.

Michael Jørgensen har udviklet Fire-green-brænderen sammen med en kammerat fra Sønderjylland.

- Vores dysse-skive gør, at man ilter olien på en anden måde end i andre biobrændere, fortæller Michael som forklaring på, at netop Green-Fire kan give så store besparelser.

- Skorstensfejeren er begejstret. For det brænder ved så høje temperaturer, at asken er helt hvid, refererer pedel Orla Pedersen.

Brænderen er ligeglad med, om olien kommer fra raps, solsikker eller sågar fisk. Og den kan også brænde både fyrings- og dieselolie.

- Du kan køre på alle olier. Jeg kører på soya-olie og det brænder fantastisk, siger Michael Jørgensen.

Man skal bare sikre sig, at olien er helt ren og at konsistensen er ensartet.

Der er taget patent på Fire-green i 134 lande. Og det kniber med at følge med efterspørgslen. Skal en ny fabrik så ligge i Nordjylland eller Kina?

- Det er dansk knowhow og skal laves her. Det bliver aldrig et Kina-produkt.

En brænder til et privat oliefyr koster under 20.000 kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland