Obamas besøg i Nordjylland kostede politiet 800.000 kroner

Da den tidligere amerikanske præsident Barack Obama besøgte Nordjylland, kostede det politiet omkring 800.000 kroner.

Da USA's 44. præsident indtog Nordjylland og Musikkens Hus lørdag 28. september, var sikkerheden i top. Nordjyllands Politi var velforberedte, og på selve dagen for besøget bidrog både Østjyllands Politi og Københavns Politi med ressourcer.

I alt kostede besøget 800.000 kroner for politiet. Det viser et svar til Folketingets Retsudvalg fra justitsminister Nick Hækkerup, som har indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet.

quote Det er de penge, der skal til. Vi skal have et samfund, hvor vi kan få besøg af for eksempel ekspræsidenter.

Preben Bang Henriksen, Venstre

Der blev brugt omkring 600.000 kroner på ressourcer på selve dagen for besøget, og Nordjyllands Politi skønner, at forberedelserne løber op i cirka 200.000 kroner.

- Det er de penge, der skal til

Ifølge formanden for Folketingets Retsudvalg, det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen, er det fint, at nogle af politiets ressourcer går til et besøg af den kaliber.

- Det er de penge, der skal til. Vi skal have et samfund, hvor vi kan få besøg af for eksempel ekspræsidenter, siger Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Pengene er primært fundet via en omprioritering fra politiets øvrige opgaver, lyder det i udtalelsen fra Rigspolitiet.

Nogle af politiets medarbejdere fik blandt andet inddraget en fridag, som bliver afviklet som afspadsering. Det svarer til udgifter på omkring 20.000 kroner. Udgifter, der indgår i de 800.000 kroner.

- Jeg kan ikke lade være med at lave en sammenligning med, hvad det koster at have Rasmus Paludan gående rundt. Så beløbet på 800.000 kroner er bestemt ikke afskrækkende for mig – jeg hilser Obama velkommen, siger Preben Bang Henriksen.

Arrangør hyrede sikkerhedsfirma

Musikkens Hus, der arrangerede besøget, oplyser via deres kommunikationsbureau i en mail, at de ikke har haft viden om politiets udgifter, og at de heller ikke har haft indflydelse på sikkerhedsniveauet, da det blev besluttet i et samarbejde mellem de amerikanske og danske myndigheder.

- Musikkens Hus er som en del heraf blevet pålagt at hyre et privat sikkerhedsfirma, hvilket Musikkens Hus naturligvis har gjort, lyder det i mailen.

1300 personer sad på tilskuerpladserne, da Barack Obama indtog scenen i Musikkens Hus. Billetterne til arrangementet kostede op mod 8500 kroner, og ville man have et billede med ekspræsidenten, kunne det lade sig gøre for 17.500 kroner oveni billetprisen.

Se videoen fra da Barack Obama ankom til Musikkens Hus.

Seneste nyt

fra Nordjylland