Oliefilm på Limfjorden: Beredskab i gang med slamsuger

Cirka 20 liter fyringsolie fra Nordjyllandsværket har lagt sig som en film på Limfjorden.

Det kan se lidt voldsomt ud. Det indrømmer indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, Anders Brosbøl. Men det er ikke videre farligt, at Limfjorden tirsdag ved middagstid er blevet dækket af en glinsende oliefilm.

Olien kommer fra Nordjyllandsværket ved Vodskov og blevet båret med strømmen helt ind til Limfjordsbroen, fortæller indsatslederen.

- Det ser ud af rigtig meget, men det er reelt kun 15-20 liter fyringsolie, der er løbet ud i fjorden, da Nordjyllandsværket skulle starte et anlæg op her til formiddag. Det lægger sig som en meget tynd film på fjorden og kan tydeligt ses, siger Anders Brosbøl.

Man han understreger, at det er ufarligt.

- Vi er i gang med at lægge opsugningsmateriel ud tæt ved Nordjyllandsværket og har også en slamsuger i gang med at gøre rent der. Men selve filmen på vandet kan vi ikke gøre noget ved. Den fordamper, når solen skinner på den, så det er mest kosmetisk, at det ikke ser så pænt ud, siger indsatslederen.

Anders Brosbøl forventer, at beredskabet vil være færdige med oprydningen i løbet af et par timer.


Seneste nyt

fra Nordjylland