Ørebroskolen bedst til energibesparelser

SKOLEduel 2007/2008 blev i dag afgjort. Og afgørelsen faldt ud til fordel for en nordjysk skole.

230 syvendeklasser på 160 skoler landet over har i de sidste seks måneder dystet på energibesparelser i den såkaldte SKOLEduel. Og vinderen blev Ørebroskolen fra Nordjylland.

- Eleverne på Ørebroskolen har vist et kæmpe engagement og har afleveret et fantastisk bud på Fremtidsrejsen, hvor eleverne skulle give deres bud på vores fremtid i år 2027. Eleverne har engageret resten af skolen og vist, at ved at være mere opmærksom på at f.eks. slukke lyset i tomme klasselokaler, stoppe løbende vandhaner samt slukke alt standby-forbrug i weekenderne, kan man nedsætte energiforbruget markant, siger Thomas Mikkelsen, der er Marketingschef i SEAS-NVE, der var med til at kåre vinderen af SKOLEduel.

Ørebroskolen har sparet 23 pct. på deres varmeforbrug og 16 pct. på deres elforbrug, hvilket betyder en samlet besparelse på 83.750 kr. Og det overrasker klasselæreren.

- Vi er meget glade for, at det er lykkedes os at spare så meget - og selv vores pedel er helt forundret," siger Per Hove Pedersen, lærer for 7. klasse på Ørebroskolen

Alle skolerne har samlet opnået besparelser for knap fem millioner kroner. Og har reduceret deres CO2-udslip 1.370 ton, hvilket svarer til forbruget i cirka 350 husstande

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord