Palm City i krise og beder om hjælp

Det planlagte feriecenter Palm City i Frederikshavn har ondt i økonomien. Projektmagerne beder nu kommunen om at slippe for at skulle stille en bankgaranti på næsten 50 millioner kroner. Onsdag aften skal byrådet tage en beslutning

På et areal i det nordlige Frederikshavn skal Nordjyllands største feriecenter med både vandland og golfbane skyde op. Foreløbig er der dog kun et enkelt hus. Nu er flere kommunalpolitikere bange for at det bliver ved det. For folkene bag Palm City kan ikke stille med en bankgaranti for projektet over for kommunen.

- Kan de ikke stille garantien, er det et spørgsmål om projektet overhovedet kan realiseres, siger byrådsmedlem for SF, Brian Pedersen, til TV2/NORD.

Projektmagerne bag Palm City har betalt Frederikshavn Kommune for køb af jorden. Men man har endnu ikke kunnet stille med en bankgaranti overfor kommunen på 46,5 mio. kroner, som det ellers er aftalt. Som en slags sikkerhed for at projektet bliver gennemført.
Bankgarantien skulle have været på plads 1. april sidste år. Nu er det så man beder byrådet om helt at blive fritaget for at stille en garanti.

- Vi skal forsøge, at hjælpe folkene bag Palm City så godt vi kan. Så de ikke vælter om på siden. Et projekt af den her størrelse har stor betydning for hele Frederikshavn, siger den socialdemokratiske borgmester Erik Sørensen, der dog ikke vil røbe hvilken konkret hjælp, der skal til.

En ny frist for hvornår bankgarantien skal stilles er en af de muligheder byrådspolitikerne for lukkede døre skal drøfte her i aften. En anden mulighed er garantien skal stilles nu.

Foreløbig er omkring en tredjedel af 746 huse eller lejligheder blevet solgt i Palm City, der efter planen skal stå helt færdigt i 2013. Lige nu har man brug for en håndsrækning fra politikerne.

Palm Citys direktør, Otto Stavad, vil ikke udtale sig til TV2/NORD så længe sagen behandles politisk.

Flere nyheder fra TV2 Nord