Konflikt afblæst: Lokomotivførere stemmer ja til ny overenskomst

De nordjyske lokalbaner fortsætter med at køre, efter konflikt er afblæst. Foto: Nordjyske Jernbaner

I samarbejde med tv2.dk

Lokomotivførerne på en række lokalbaner får nye pauseregler. Varslet konflikt er nu afblæst.

Med et klart ja-flertal på 77 procent har lokomotivførerne på landets lokalbaner stemt ja til deres nye overenskomst.

Dermed er den varslede konflikt, der fra den 30. juni kunne have lammet togtrafikken på en række baner i Nordjylland, på Sjælland, Lolland og Falster afblæst. Det skriver Avisen.dk.

Stemmeprocent på 74

Formanden for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup, glæder sig over, at forliget, der omfatter 343 ansatte ved de lokale baner, nu er endeligt på plads. Stemmeprocenten nåede op på 74 procent.

- Nu skal vi have resultatet til at leve ude i virksomhederne, siger Henrik Horup til Avisen.dk.

I første omgang stemte et massivt flertal på 85 procent nej til aftalen med Kommunernes Landsforening (KL) i protest mod, at det ikke var lykkedes af få nye pauseregler på plads.

Kritik for prisen for pauseregler

Det var det eneste område i den offentlige sektor, hvor den nye overenskomst ikke blev vedtaget. Ifølge Jernbaneforbundet mente arbejdsgiverne i første omgang, at det ville blive for dyrt at ændre pausereglerne.

Siden førte nye forhandlinger til et forlig, som betyder, at dagens hovedpause ikke længere kan placeres i begyndelsen eller i slutningen af en vagt, som lokomotivførerne var utilfredse med. Den nærmere placering af pauserne skal lokale tillidsfolk som noget nyt være med til at tilrettelægge. 

  Foto: Nordjyske Jernbaner

Henrik Horup betragter det som et gennembrud, at pausereglerne nu bliver ændret. Han kvitterer samtidig for, at 74 procent af de stemmeberettigede deltog i afstemningen.

- Det var nemt nok at få medlemmerne til at stemme nej, da vi anbefalede det i første omgang. Siden skulle vi omvende dem 100 procent og få dem til at stemme ja. Vi vidste godt, at de gerne ville have haft mere, og nogle troede, at vi kunne forhandle hele overenskomsten igen, også økonomien, men sådan var det ikke, siger Henrik Horup.

Kaldes "omkostningsneutrale"

I forliget er der aftalt pauser med en samlet varighed på 45 minutter. Formålet med pausen - at der skal være tid og mulighed for at hvile - 'skal tilgodeses,' fremgår det af aftalen.

Hvis pauserne er delt op, skal en af pauserne været på mindst 20 minutter.

Ændringerne i overenskomsten betegnes ifølge KL som omkostningsneutrale præciseringer. 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord