Dea vil knække cancer: Samler 41.000 kroner ind på egen hånd

00:35

22-årige Dea Poulsen har samlet over 40.000 kroner ind ved loppemarked i kampen mod cancer. Foto: Privatfoto.

1 af 2

I samarbejde med TV2 ØSTJYLLAND

Dea Poulsen fra Suldrup har samlet 41.000 ind til Knæk Cancer via loppemarked, auktion og tombola. Nu vil hun starte en ny indsamling.

På værelset i Suldrup står checken underskrevet og klar til at blive afleveret.

41.000 kroner samlet ind af blot en kvinde, og beløbet går ubeskåret til kampen mod kræft.

- Det er helt uforståeligt, og det er meget overvældende, siger 22-årige Dea Poulsen, som er grunden til, at checken eksisterer.

I oktober sidste år sad hun en lørdag aften og så fjernsyn. Hvad der til at starte med virkede som en ganske almindelig aften, viste sig at gå hen og blive pejlemærket for, hvad Dea Poulsen kom til at bruge det næste års tid på. 

Læs også Knæk Cancer-uge skydes i gang i Aalborg

Frivillig på fuldtid og studerende
- Jeg så Knæk Cancer-showet, og ud af det blå ramte det mig: Tænk, det kunne være mig, der kom ind med en check. Tænk, jeg kan gøre en forskel, fortæller den 22-årige pige, som siden oktober sidste år har brugt alt sin fritid på at samle ind til Knæk Cancer.

Jeg tror, at alle på den ene eller anden måde kan relatere til sygdommen, og hvad den fører med sig.

Dea Poulsen, Knæk Cancer-indsamler

Ved siden af HF-studiet, fodboldtræningen og fritidsjobbet har Dea Poulsen samlet 41.000 kroner ind til Knæk Cancer, der for femte år i træk bliver afholdt i uge 43 i et samarbejde mellem TV 2 og Kræftens Bekæmpelse.

Trak på sit netværk
Fra oktober og frem til april kontaktede Dea Poulsen sponsorer og trak på sit netværk samt bekendte for at stable et loppemarked, tombola og auktion på benene i sin hjemby – Suldrup, cirka 25 kilometer syd for Aalborg.

- Jeg har en veninde, der er grafiker, som kunne lave plakater. Jeg kendte en, som ejer en jukeboks og kunne levere musik, og så havde jeg også lige en gartner i mit netværk, som kunne være behjælpelig med blomster, siger Dea Poulsen, der fik indsamlet 145 præmier til tombolaen - alt lige fra brætspil til oplevelser, en fodboldtrøje med autografer fra AAB’s spillere og adskillige andre sponsorgaver. 

Loppemarkedet, tombolaen og auktionen blev holdt i den lokale hal i april. Godt 400 mennesker troppede op.  Foto: Privatfoto.

Alle har haft kræft inde på livet
Når hun tænker tilbage på oplevelsen, er hun særligt overvældet over den imødekommenhed, hun har oplevet undervejs i sin indsamling.

- Det har været meget overraskende og ret vildt. Jeg havde aldrig drømt om, at det skulle blive så stort, siger Dea Poulsen, som selv har haft kræft tæt inde på livet.

- Jeg har mistet min farmor og min morfar til kræft, og jeg tror, at alle på den ene eller anden måde kan relatere til sygdommen, og hvad den fører med sig, forklarer hun.

27 ugers arbejde kulminerede for Dea Poulsen i april, hvor hun afholdt loppemarked, tombola og auktion i hjembyen. Og fremmødet var overvældende.

Klar med ny indsamling
- Der var omkring 400 mennesker. Jeg havde planlagt, at jeg ville sige et par ord, efter borgmesteren havde holdt en tale, men det eneste, jeg fik frem var ’tak’, og så begyndte tårerne at trille, fortæller Dea om dagen.

Nu nærmer Knæk Cancer-ugen sig, og Dea Poulsen ser frem til at overrække checken på 41.000 kroner. Men arbejdet stopper ikke her for den unge nordjyde.

- Jeg er allerede i gang med at planlægge en indsamling til næste år. Det bliver en koncert af en art i hallen, og jeg glæder mig helt vildt. 

Årets Knæk Cancer-show afholdes den 29. oktober.

Har du et godt tip?