Performancekunst: Inga vil lade os opleve babyernes verden igen

08:03

Video: Michael Andersen

Inga Gerner Nielsen vil med sin kunstinstallation Før Blå bliver blå skrue tiden tilbage for sine deltagere, til da de selv var babyer.

Inga Gerner Nielsen sidder sammen med næsten nyfødte Lillie og hendes mor i et rum fyldt med rolige farver og blød musik. Det er mørket i rummet, der kun bliver oplyst af en skærm, der kører foran Lillie og hendes mor. På skærmen optræder flere forskellige figurer.

- Vi prøver at kigge på, hvad de første former er, som babyerne begynder at kigge på, siger Inga Gerner Nielsen. 

Imens sidder Lillie helt forundret og kigger op på de mange farver og figurer på skærmen.

- Jeg tænker, det er en hammer god praksis. Det er en god oplevelse at få øje på, hvad der er ens barns virkelige behov, siger Lillies mor, Nikkie Dahm.

Babyer tænker i kategorier

Seancen foregår inde på KUNSTEN i Aalborg, der har fået besøg af Inga Gerner Nielsen, international performancekunstner. Inspirationen til Før Blå bliver blå har hun fra sit eget liv. Hun blev for halvandet år mor og gik med en masse tanker, da hun var på barsel.

- Målgruppen her i Før Blå bliver blå er de voksne, men man skal have en baby med som sin guide. Det er virkelig med at fornemme sig ind i det her lille væsens verden og dets behov, siger Inga Gerner Nielsen og fortsætter.

- Men det fungerer kun ved babyer, der ikke er trådt ind i kategoriernes verden endnu. Min egen datter på halvandet år er alt for fokuseret på sprog. Men de babyer, der kommer herind, har ikke noget sprog endnu.

Inga Gerner Nielsen og hendes tyske kæreste Johannes bosatte sig i Tversted nær Hirtshals for halvandet år siden, da de skulle være forældre.

Målgruppen her i Før Blå bliver blå er de voksne, men man skal have en baby med som sin guide. Det er virkelig med at fornemme sig ind i det her lille væsens verden og dets behov.

Inga Gerner Nielsen, performancekunstner

I den nedlagte Tversted Skole har parret et gammel klasseværelse til rådighed. Her kan de arbejde på deres egne og deres fælles projekter. Johannes er uddannet teaterinstruktør, og Inga har læst sociologi og kulturformidling, men det er performacenkunsten, hun brænder for.

- Dengang, jeg begyndte at arbejde med performance, var det aktivisme, der drev mig. Det var dengang, Ungdomshuset blev taget i København. Jeg boede på Nørrebro, og jeg mærkede, hvor kraftfuldt det kan være at bruge performance i det offentlige rum til at komme i gennem med det, man vil, på en lidt anden måde, siger Inga Gerner Nielsen. 

Prisbelønnet performancekunstner.

Inden Tversted boede Inga og Johannes i Tyskland, hvor de arbejdede sammen på en performance, som de kaldte the Queeng of Ama´r.

Performancen undersøgte, hvordan man kan leve godt selv om man er fattig.

- The Queeng er vores måde at finde ud det på. Han er en form for orakel, når det kommer til at få skidt til at blive til glitter. Showet tog meget udgangspunkt i, hvor vi selv var i vores liv. Hvor vi hele tiden stillede os selv spørgsmålet, hvordan skal vi klare os den næste måned. Hvordan får vi løn?, siger Inga Gerner Nielsen.

The Queeng og Ama´r vandt en fornem tysk kunstpris.

- Så blev vi helt betuttede og krammede og kyssede folk på vej op på scenen. Det var sjovt at prøve sådan en prisoverrækkelse, siger Inga Gerner Nielsen.

Du kan se Inga Gerner Nielsens performancekunst med egne øjne i indslaget øverst i artiklen.