Pinseferie og marked i Hjallerup kan give trafikale udfordringer

Rute 40 ved Skagen samt motorvejsafkørslerne omkring Hjallerup og Uggerhalne vil opleve øget trafik de kommende dage.

Pinsen står for døren, og for mange er det lig med besøg hos familien, en tur i sommerhuset eller - for mange nordjyder - et visit på Hjallerup Marked.

Dermed er pinsen også lig med øget trafik, og Vejdirektoratet kommer i den sammenhæng med en række anbefalinger til trafikanterne på de danske veje.

Pinsetrafikken vil i høj grad påvirke de store trafikårer på Sjælland hvor ferietrafikken kommer til at blande sig med den sædvanlige myldretidstrafik fredag eftermiddag, men også i Nordjylland kan trafikken blive tæt og rejsetiden længere.

Det er trafikken til de store sommerhusområder, der forventes at blive tæt, og specielt Rute 40 mellem Frederikshavn og Skagen, forudser Vejdirektoratet vil se en øget trafikmængde.

Derudover advarer Vejdirektoratet om øget trafik og risiko for kødannelse på motorvej E45 i forbindelse med Hjallerup Marked, der officielt åbner fredag morgen. Det er specifikt omkring afkørsel 16 Hjallerup og på indfaldsvejene rute 180 og rute 559, der løber henholdsvis nord/syd og øst/vest igennem Hjallerup.

1. til 5. juni afholdes også ridestævnet Equitour Aalborg i Uggerhalne syd for Hjallerup. Her vil man også, i perioder, kunne opleve øget pres på motorvejsafkørslerne 17 Lyngdrup og 18 Vodskov N. 


Seneste nyt

fra Nordjylland