Pirates og White Hawks på vej mod toppen efter solide sejre

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Fredag aften blev det til sejre til både Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks i Metal Ligaen.

Begge Nordjyllands ishockeymandskaber må siges at være inde i en god stime, og fredag aftens opgør i Metal Ligaen blev ingen undtagelse.

Her blev det nemlig til sejre til både Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks, som måske begge havde hjemmebanefordel, men som også var oppe imod gode modstandere. Pirates slog ligaens tophold Rungsted 6-2, mens White Hawks vandt 6-4 over Herlev Eagles, som ligger på fjerdepladsen.

Læs også Aalborg Pirates vinder lokalopgør

I Aalborg indledte Julian Jakobsen målfesten efter bare tre minutters spil. Selv om Rungsted svarede igen minuttet efter, satte piraterne bare trumf på og bankede pucken i Rungsteds net hele tre gange mere i første periode.

Rungsted kom bedst fra start i anden periode og fik reduceret til 4-2 efter efter knap 14 minutter. Men igen blev topholdet sat til vægs - Mike McNamee scorede kort efter til 5-2.

Sidste scoring blev sat ind i tredje og sidste periode af Jeppe Jul Korsgaard. Med sejren er Aalborg Pirates bare et enkelt point efter Rungsted i toppen af ligaen.

Jævnbyrdig kamp

Frederikshavn White Hawks er dog en utroligt tæt forfølger - begge de nordjyske mandskaber har nemlig 28 point, efter frederikshavnerne fredag aften sendte Herlev Eagles hjem med et nederlag.

Læs også White Hawks nærmer sig toppen med sejr

Dén kamp blev dog mere jævnbyrdig end den, der blev spillet i Aalborg. Og der skulle gå lidt flere minutter, før publikum på lægterne fik det, de kom for.

Simon Grønvaldt prikkede hul på Herlevs forsvar efter 12 minutter, og først i et powerplay mod slutningen af første periode lykkedes det gæsterne at svare igen. 1-1 inden første pause.

I anden periode så det lidt skidt ud for Frederikshavn. Herlev bragte sig foran 2-1 efter bare halvandet minut, og trods to forsøg på at udligne måtte hjemmeholdet se sig slået 3-2 i den periode. Takket være scoringer af Thomas Søndergaard og Dale Mitchell holdt White Hawks sig dog inde i kampen.

Og belønningen kom i tredje periode. Her satte hjemmeholdet alt ind og fejede Herlev af banen med hele tre scoringer. Christopher Frederiksen og Ian Brady blev den periodes helte med henholdsvis en og to scoringer til slutresultatet 6-4.

Forsiden lige nu