Politi: Hjælp os med vidner

Påsatte brande i Aalborg Øst blusser igen op. I aftes og nat var der brand i containere og skraldespande tre forskellige steder i bydelen. [size=2][/size]

Nordjyllands Politi troede ellers lige, at der var kommet ro på i Aalborg Øst, fordi de har brandstifteren bag flere af forårets påsatte brande bag tremmer

Men klokken 22.58 blev en container og skraldespand i Rebildparken meldt i brand, og en halv time senere var den gal på Blåkildevej. Nattens sidste containerbrand skete i Tranumparken kort før klokken 01.00.

- Vi har ingen mistænkte, og der er ingen, der har set noget, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard.

I Rebildparken skete branden op af botilbudet Rebildparken, og det var beboer Charlotte Schou, der opdagede branden, da hun i nat ville gå med sin hund og samtidig smide skrald ud.

- Jeg så, at containeren var brandt helt ned og kontaktede med det samme politiet, siger Charlotte Schou.

Hun er utryg ved brandene og havde efterfølgende svært ved at sove.

- Det kan godt være, det bare er drengestreger, men man ved ikke, hvad det kan udvikle sig til, siger hun til TV2/Nord.

I øjeblikket sidder en 47-årig mand varetægtsfængslet for tre påsatte brande i Aalborg Øst. Han blev anholdt i starten af maj og fortalte i grundlovsforhør at han ville hævne sig, fordi han var blevet sagt op i sin lejlighed i området.

- Vi håbede jo på, at der ville falde ro på, nu hvor han var anholdt, men det har det jo så desværre ikke gjort, siger Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi.

Politiet har ingen gerningsmænd anholdt. De hører gerne fra vidner på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland