Positive ledighedstal

Foto: TV2/Nord

6,2% ledige i Danmark og en bruttoledighed på 163.000 personer. Bruttoledigheden faldt med 600 personer og var hermed stort set uændret fra oktober til november 2011. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Beskæftigelsesministeren er glad for de nye tal, men tror at krisen langt fra er slut.

- Arbejdsløsheden har nærmest ikke ændret sig i løbet af efteråret. Det er bestemt positivt, men desværre er det ikke nødvendigvis udtryk for, at de dårlige tider er overstået. Jeg kan godt forstå den utryghed, som for tiden præger mange danske hjem. Den kommer ikke af ingenting. For krisen i Danmark og ikke mindst resten af verden er langt fra slut. Vi bliver alle nødt til at indstille os på, at krisen også i 2012 kommer til at betyde fyresedler, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, og fortsætter:

- Mit mål som beskæftigelsesminister er at hjælpe de mennesker, der mister deres job. Mit mål er også at hjælpe dansk erhvervsliv, som skal drive væksten og skabe nye job. Vi skal bruge krisen til at opkvalificere folk. Vi skal væk fra at opbevare arbejdsløse på spagettikurser og i stedet styrke den enkelte lediges kompetencer. Og vi skal sikre, at virksomhederne kan få dygtige og kvalificerede medarbejdere, når der igen kommer gang i hjulene. Derfor vil 2012 også være et år, hvor regeringen vil gennemføre en gennemgribende reform af hele aktiveringsindsatsen.

Regeringen har afsat midler til de ledige.

- Regeringen er også klar med hjælp til de mennesker, som i en større fyringsrunde mister deres job. På finansloven har vi afsat 20 millioner kroner ekstra til varslingsindsatsen, så vi i 2012 i alt kan bruge ca. 32 millioner kroner til at hjælpe de ramte medarbejdere tilbage i job, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.