Royalt visit: Prinsesse Marie besøger Voergaard Slot

Foto: Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

Danmarks smukkeste herregård, Voergaard Slot, bliver lidt smukkere den 6. december, når prinsesse Marie lægger vejen forbi for at se årets juleudstilling.

Endnu er der ikke meldt meget ud, men det skulle alligevel være ganske vist:

Prinsesse Marie besøger Voergaard Slot for at se årets franskinspirerede juleudstilling. Det sker den 6. december, skriver Kongehuset på sin hjemmeside. Og pressekontakt Anker Laden-Andersen for Voergaard Slot bekræfter nyheden.

Læs også Voergaard Slot kåret som Danmarks smukkeste herregård

- Vi er meget stolte af, at prinsesse Marie besøger slottet. Det passer godt til vores juleudstilling og de mange franske kulturelle skatte, slottet rummer, siger Anker Laden-Andersen.

- Vi er beærede over besøget. Det er vigtigt for Voergaard Slot, og så kommer det jo ikke længe efter, at slottet er blevet kåret som Danmarks smukkeste herregård, tilføjer han.

Et endeligt program vil først blive offentliggjort i næste uge, men et hurtigt kig på slottets hjemmeside afslører, at prinsessens besøg ikke falder sammen med en af de dage, hvor slottets juleudstilling er åben for offentligheden.

- Det bliver ikke et offentligt besøg på den måde, men vi har inviteret en lang række personer til reception for at møde prinsessen. Men mon ikke folk kan få lov at se med, når prinsessen ankommer, siger Anker Laden-Andersen.

Det er Bjarne Als, kongelig hofleverandør fra Bering House of Flowers, der står for at pynte slottet op til jul i år. Det royale besøg finder sted fra klokken 12 den 6. december 2018.

Flere nyheder fra TV2 Nord