Rallycrosskører giver sine biler pigenavne

Foto: Iben Hedemann

Ulrik Linnemann er blandt Europas bedste rallycrosskørere. Han har en særlig vane med at navngive sine biler.

Ulrik Linnemann fra Suldrup går for tiden og gør sin nye Peugeot klar til den nye sæson. Bilen hedder Frida, og dens forgænger hed Agnes. Sådan skal det være hos den nordjyske rallycrosskører.

- Pigenavnene er givet for at give bilerne lidt sjæl. Og det skal være pigenavne, for vi gider ikke at gå og kæle for en fyr hele vinteren, forklarer Ulrik Linnemann med et skævt smil.

Han har også et par piger derhjemme, kæresten Jeanette og datteren Victoria. Og selvom han bruger meget tid i værkstedet med Frida, kommer pigerne derhjemme i første række.

Men gammel kærlighed ruster altså ikke. Heller ikke til biler.

- Agnes har betydet rigtig meget for mig, fordi jeg har kendt hende siden 2008. Hun er sådan set den dame, jeg har kendt længst, smiler rallycrosskøreren, som altså henviser til sin tidligere bil, som han blandt andet har vundet EM sølv med.

Ulrik Linnemanns mål for den kommende sæson er at vinde europamesterskabet.

Flere nyheder fra TV2 Nord