Regeringens plan: Nye gigantiske vindmølle-testpladser på vej til Thy

00:17

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) mener ikke, at borgerne omkring test-centrene har grund til at være bekymrede.

Foto: TV Midtvest

1 af 2

Der er flere testpladser på vej til Østerild ved Thy, der i forvejen er et af landets to testcentre for vindmøller. Det fremgår af en plan fremlagt af regeringen tirsdag formiddag.

I dag findes der i alt 12 testpladser i de to nationale testcentre Østerild og Høvsøre. Regeringen ønsker at udvide de to centre med henholdsvis tre og to nye pladser og lægger op til, at der kan etableres højere møller på op til 330 meter i Østerild og 200 meter i Høvsøre, så det bliver muligt at teste mere avanceret teknologi og nye mølletyper. 

- Danmark er førende på vindområdet, og regeringen vil gerne sørge for, at vi holder fast i den vækst og de mange arbejdspladser, som vindmøllebranchen skaber i Danmark, samtidig med at vi styrker udbredelsen af grøn energi, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen. 

- Med fem nye testpladser gør vi det muligt at teste større møller og ny teknologi, så vi kan fastholde vores globale danske førerposition på vindområdet, siger han. 
 
Planen har erhvervsminister Brian Mikkelsen tirsdag fremlagt sammen med energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen for forligskredsen bag etableringen af testcenteret ved Østerild.

Forligskredsen består af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF, der nu skal drøfte det videre forløb med regeringen. Inden der kan træffes endelig beslutning i Folketinget, skal der desuden udarbejdes en VVM-redegørelse for de to områder. De to kommuner vil blive inddraget i dette arbejde, ligesom naboer og lokalbefolkningen skal høres. 

I pressemeddelsen skriver ministeriet, at siden etableringen af Østerild har undersøgelser vist, at naturen og miljøet omkring testcenteret ikke er blevet negativt påvirket. Samtidig er der enighed om, at der ikke bør åbnes op for opstilling af de nye vindmøller i Natura 2000-områder.
 
Vindmøllebranchen beskæftiger cirka 31.000 personer i Danmark og har en omsætning på ca. 108 mia. kr.  Inden for vindenergi - skriver ministeriet - at det har det stor betydning for fastholdelse af investeringer og arbejdspladser, at der er gode muligheder for at teste nye møller i nærheden af virksomhedernes udviklingsafdelinger, og med forslaget vil Danmark også i fremtiden være konkurrencedygtig som et avanceret produktionsland. 

Flere lokale borgere har tidligt udtalt sig kritisk om testcentrerne, mens det også er blevet betegnet som en turistmagnet.

Regeringen lægger op til, at der kan bygges vindmøller med en højde på helt op til 330 meter. Det er højere end Eiffeltårnet. Foto: Lasse Kalhauge / TV 2 Grafik

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord